Fedtskat – skat på mættet fedt

Fra den 1. oktober 2011 er der indført skat på mættet fedt i Danmark. Såvel danske som importerede produkter beskattes, og følgende produkter er omfattet:

  • Smør og smørbare blandingsprodukter
  • Olier (inkl. margarine)
  • Ost
  • Fløde
  • Creme fraiche
  • Kød
  • Sammensatte produkter

Skatten beregnes for alle andre basisvarer end kød ud fra varens faktiske indhold af mættet fedt, men varegrupper med mindre end 2,3g mættet fedt pr 100g er undtaget. Derfor er mælk og yoghurt ikke beskattet.

Afgiftsgrundlaget for kød er dog anderledes end øvrige fødevarer. For kød har man fastsat gennemsnitlige værdier for indholdet af mættet fedt i forskellige kødtyper, fx 5,2 g i oksekød, 6,5 g i svinekød og 2,5 g i kylling. Større slagterier, der sælger udskåret kød direkte til forbrugeren har dog også mulighed for at vælge beskatning ud fra indholdet i de enkelte udskæringer, som sælges færdigpakket direkte til detailsalg.

For at kompensere mindre slagterier og slagterbutikker, der beskattes af hele slagtekroppens vægt, er der beregnet faste procentfradrag i fedtfaktoren i forbindelse med beskatningen, idet der er svind (fraskær af knogler osv.) i forbindelse med forarbejdning af kødet. Der gives et fradrag på 27,5 pct. i afgiftsgrundlaget for så vidt angår svinekød og 25 pct. i afgiftsgrundlaget for øvrige dyr, når der sælges halve, kvarte eller grovparterede (et halvt dyr opskåret i tredjedele) dyr til små slagtere o.lign.

Sammensatte produkter beskattes ud fra det faktiske indhold af mættet fedt ifølge næringsdeklarationen. Hvis mættet fedt ikke opgives på deklarationen, bliver varen beskattet ud fra dens totale fedtindhold. Opgives fedtindholdet ikke, beskattes varen af hele sin vægt.

For sammensatte produkter gælder også at beskatningen ikke beregnes ud fra det faktiske indhold i varen, men ud fra den mængde fedt, der bruges i produktionen af varen. Som eksempel angiver Skat at kartoffelchips beregnes skatten ud fra den mængde olie der bruges til at fritere varen – ikke efter det færdige produkts fedtindhold.

Indgår der fx rapsolie i et sammensat produkt, beskattes produktet efter indholdet af mættet fedt i den olie, som er anvendt til fremstillingen af et sammensat produkt, ikke i det færdige produkt.

Af sammensatte kødprodukter skal der derimod betales afgift på basis af gennemsnitssatsen for den enkelte dyreart. Konkret vil der være tale om, at man skal ”veje” den mængde kød, der pr. dyreart er medgået til fremstilling af det sammensatte kødprodukt.

Skatten er sat til 16 kr. pr. kg mættet fedt, og beregnes af Skatteministeriet at indbringe staten 1,4 milliarder kroner pr år. inkl. moms i varigt provenu.

Erhvervet er utilfreds, bl. a. fordi

  • som det fremgår af ovenstående, handler skatten ikke længere om sundhed, men om at skaffe penge til staten. 
  • skatten rammer basisfødevarer, der er gode kilder til flere næringsstoffer (kød fx jern, protein, B12 og ost protein, calcium, B12). Disse fødevarer kan alle indgå i kosten i de rette forhold, og bør ikke ligestilles med tobak og alkohol 
  • flere udenlandske erfaringer viser at intentionerne i økonomisk indgriben i fødevaremarkedet fra statslig side blev gjort til skamme. Forbrugernes adfærd er ikke til at forudsige. 
  • især beskatningen af kød indebærer nogle bestemmelser der er meget svære at genkende baggrunden for i produkternes sammensætning, da variationen fra dyr til dyr og udskæring til udskæring er meget stor.

Kilde: Landbrug & Fødevarer, 2011. Se www.lf.dk